Nyistandsættelse ved fraflytning afskaffes.
Lejelovens § 24, stk. 1, 2. pkt., ændres, hvorefter det ikke gyldigt kan aftales, at lejeren ved fraflytning skal istandsætte mere, end hvad der er omfattet af lejerens vedligeholdelsespligt. Udlejer og lejer kan således alene aftale, at der skal ske normalistandsættelse, der alene omfatter nødvendig hvidtning, maling og tapetsering af vægge, herunder også maling af træ og jern, samt mellemslibning og lakering af gulve.
Som udlejer skal du fremover være særlig opmærksom på, at det ikke længere er muligt at indgå en aftale med lejeren om, at lejeren skal nyistandsætte lejemålet ved fraflytning, uanset om lejemålet var nyistandsat, da lejeren flyttede ind. Lejeren skal fremover normalistandsætte lejemålet ved fraflytning, hvor det er nødvendigt og påkrævet, og alene i de tilfælde, hvor lejeren har den indvendige vedligeholdelsespligt.